fbpx

Vi kender alle sammen mange gode kortspil. Vi kender blandt andet 500, røvhul og fisk, som er gode kortspil for hele familien og en rigtig time-killer på ferien. De unge kender også mange kortspil som vandfald og pyramide, som de benytter til at drikke sig fulde en god aften i byen.

Jeg vil nu introducere jer for et kortspil, som jeg for nyligt har opdaget. Der findes ikke rigtig noget navn for spillet. Nogle kalder det for 3-mand stå, 4-mand gå, og andre for familie. Uanset, hvad spillet bliver kaldt, så kræver det en god taktik, strategisk fremgang og opmærksom på spillet!

Forberedelse

Spillet kræver at der er minimum 3 deltagere og 2 sæt kortspil. Ved mere end 5 personer, kan det blive nødvendigt at bruge 3 kortspil. Kortspillet skal indeholde 52 kort og det antal jokere der må høre med til hvert spil. Jokerne skal altså ikke tages ud af spillet!

Bland kortene godt. Kortene behøver ikke at have samme bagside, farverne er underordnet for spillet.

Fordel deltagerne rundt om bordet, som hvis det var et almindeligt spil 500.

Runderne

I spillet er der 7 runder, hvor hver runde har en ny mission. I de første 5 runder deles der 10 kort ud til hver deltager. Der ligges derefter en bunke til at trække kort fra, og en bunke til at lægge kort ned med et synligt start-kort, præcis som i 500.

I hver runde skal en deltager trække et kort op, og smide et kort ud. Der laves altså et udskift af ét kort i hver runde. Det er ikke muligt at trække hele bunken op! Der må enten trækkes ét kort fra udsmidningsbunken, eller ét fra trække-bunken.

Turen går i urets retning, og personen til venstre for kortgiveren starter spillet. Det går derefter på tur, hvem der giver kort – igen i urets retning.

Runderne fordeler sig på:

  • 3×3 – 10 kort
  • 3×4 – 10 kort
  • 4×4 – 10 kort
  • 3x3x3 – 10 kort
  • 3x3x4 – 10 kort
  • 3x4x4 – 11 kort
  • 4x4x4 – 12 kort

3×3

Hver gang en runde kræver 3, betyder det at du skal samle 3 ens kort. Det vil sige 3 femmere, 3 knægte eller 3 konger. Sættene må gerne indeholde mere end de tre kort, så længe de er ens. I runden med 3×3 skal du altså samle to sæt med tre ens. Kulør på kortene, behøver ikke at være det samme. Det er dog et krav, at de har to sæt med tre ens kort, og KUN to sæt. I runden med 3x3x3, skal du til gengæld samle tre sæt med tre ens.

Du må gerne bruge jokere til at få sættene til at gå op, de kan ikke stjæles af de andre deltagere, når de er en del af et sæt.

4×4

Når du kommer til en runde, som kræver 4, betyder det at du skal samle en serie af minimum 4 kort. Serierne er som vi kender dem fra 500, hvor du f.eks. samler 2, 3, 4, 5 i klør, ruder, spar eller hjerter. Her er det nødvendigt at kuløren i serien er den samme. Din serie må gerne indeholde flere end fire kort, men i denne runde, kræver det at du har to serier med fire kort i en serie. Du må heller ikke her, have flere end to serier.

I runden med 4x4x4, skal du til gengæld have tre serier. Den runde vender vi lige tilbage til.

I serierne er Es enten 1 eller 14. Den kan ikke være begge dele, og hvis den ligges efter kongen, kan 2’eren ikke lægges til på den side. Du må gerne bruge jokere til at få din serie til at hænge sammen, de kan senere hen tages af de andre deltagere, hvis de har erstatningskortet.

3×4

Du kommer i løbet af spillet, til både at skulle samle sæt og serier. Det er her, det taktiske spil begynder.

Runderne fordeler sig ellers således:

  • 3x3x4, her skal du samle 2 sæt og 1 serie.
  • 3x4x4, her skal du samle 1 sæt og 2 serier. I denne runde uddeles der 11 kort, til hver deltager.

De andre runder, er beskrevet ovenfor.

Køb et kort

I spillet er der mulighed for, at du kan få fingrene i et kort, der er blevet smidt ud i bunken, selvom det ikke er din tur. Hvis f.eks. personen til venstre for dig, smider et kort ud, som du kan bruge, kan du melde ind at du gerne vil købe kortet, ved at sige ”Det vil jeg gerne købe”. Det er nu op til personen til venstre for, den som har smidt kortet ud, og vurdere om hvorvidt han/hun selv skal bruge det, eller du må købe det. Hvis ikke personen til venstre for udsmideren selv skal bruge kortet, må det købes af den der melder først ind. Skal personen selv bruge det, trækkes det ind og ingen kan købe kortet.

Får du lov til at købe et kort, trækker du det købte kort ind, samt yderligere 2 kort fra bunken med bagsiden opad. Du må ikke smide et kort ud! Turen fortsætter herefter som før, hvor personen til venstre for udsmideren trækker op og smider ud.

Sådan lægger du ned

Her adskiller reglerne sig, fra de regler vi kender i 500. Du må nemlig ikke lægge ned løbene! Du må først lægge kort på bordet, når de har samlet alle de dele du skal, f.eks. 2 sæt med minimum 3 ens, eller 1 sæt med 3 ens og 2 serier. Der er dog ikke regler for, hvor langt inde i spillet du skal være, før du må lægge ned. Så passer dine kort fra starten, må du lægge ned så snart det er din tur.

Hvordan kommer du så af med de andre kort?

Når de andre deltagere og du selv har lagt kort ned, må du lægge til deres sæt eller serier, hvis du har kort der passer dertil. De andre må deltagere, må ikke lægge til dine kort, før de selv har lagt ned. Der må ej hellere stjæles jokere, før personen der ønsker at tage jokeren har lagt ned.

Når du lægger kort til en anden deltagers bunke, lægger du de kort, der passer til over i deres bunke. Du skal altså ikke gemme dine tillægskort ovre hos dig selv, som i 500.

Runderne forsætter således indtil der bliver lukket.

Sådan lukker du

I de første 6 runder, bliver der lukket ved en deltager, smider deres sidste kort enten på bordet, eller med bagsiden opad i bunken.

Den sidste og syvende runde (4x4x4), hvor der uddeles 12 kort, til at samle tre serier, er reglerne dog anderledes. Her er der kun én deltager, der får mulighed for at lægge ned. Her lukkes der ved at alle kort lægges ned på én gang. Det vil sige, der skal ikke bruges et kort til at lukke med. Det er derfor vigtigt, at du har skilt dig af med alle de kort, du ikke skal bruge, og har dine tre serier til at hænge sammen.

Point – sådan vinder du

Du får ikke point for de kort du lægger ned, men til gengæld for dem du sidder tilbage med på hånden, når der bliver lukket.

Det skal siges, at det gælder om at have så lidt point som muligt!

Pointene fordeler sig således

  • Es – 15 point
  • 2-9 – 5 point
  • 10 og billedkort – 10 point
  • Jokere – 50 point

Der gælder derfor om at komme af med så mange kort som muligt, inden der bliver lukket. Hvis det ser håbløst ud, så sørg for at skille dig af med de højeste kort.

Deltageren som lukker, får 0 point.

For hver runde, tællerne man pointene sammen, og giver en samlet score til næste runde. Føre statussen kan nå og ændre sig mange gange igennem spillet og vinderen findes ofte i den sidste runde, hvor alle har en chance for at vinde, også selvom man har håbløst mange point fra de tidligere runder.

Vinderen er den deltager, som til slut i spillet ender med det mindste antal point.

Spil for hele familien

Så har du venner eller familie på besøg, og I mangler et godt spil, som tager lidt længere tid, er lidt mere krævende end 500? Så spil, kortspillet uden navn. Det kræver både en god taktik og strategi, alle kan være med, og der er ingen begrænsning på antal deltagere, så længe der er kortspil nok. Det er også et spil, der kan spilles ved et ulige antal, og som tænder konkurrencegenet i mange af os.

Det er et sjovt og udfordrende spil, som man helt sikkert, ønsker at spille igen!

God fornøjelse.